Om Værdigmad

Her på Værdigmad taler vi ofte om babyen og den røde bøf. Altså – tanken om at servere en rød bøf for en baby. Lyder det som en god ide? Er det ligefrem noget, du praktiserer? Vi antager ikke..

Vores kroppe er vores bedste venner, og hjælper os med en ubegribelig mængde processer hver eneste dag. Vores fødder bærer os derhen, hvor vi gerne vil være. Vores smagsløg danser samba, når vi spiser vores livret, og vores fordøjelsessystem støvsuger umærkeligt samme livret for næringsstoffer. Vores lever fikser lige de to glas vin fra i går aftes – også uden at vi mærker det. Vores arme kan kramme dem, vi elsker. De kan faktisk slet ikke lade være.

I løbet af et langt liv ændrer vores kroppe sig konstant. Og nogle gange driller de – ligesom selv de bedste og mest venskabelige relationer.

En af de mange ting, der kan drille, er tygge- og synkefunktionen. Den ændrer sig i løbet af livet, ligesom alt andet i vores kroppe. En baby kan ikke spise en rød bøf, men skal have flydende eller lind kost. De fleste børn elsker sovs og kartoffelmos, fordi deres spytsekretion endnu ikke er helt så aktiv som hos voksne mennesker (selvfølgelig også fordi det smager godt!). Hos mange mennesker med handicaps, svækkede patienter og ældre mennesker er tygge- og synkeprocessen en udfordring. Det vil komme til de fleste af os, hvis vi er så heldige at leve længe nok.

Et stykke tid før vi stiftede Værdigmad, talte vi med en produktchef fra en international producent af mad til babyer og småbørn. I ved; mos og puréer i tube. De havde undersøgt deres marked grundigt, og havde blandt andet fundet ud af, at cirka 30 % af deres produkter blev købt af ældre mennesker. Ikke fordi de havde lyst til at spise babymad, men fordi der ikke var andre tilbud til dem.

Lige dér blev det hele meget enkelt for os – og vi vidste præcis, hvad vi skulle lave: Velsmagende, præsentable og ernæringsrigtige fødevarer til alle, der er udfordret på tygge- og synkefunktionen. Nu er de første produkter her, og vi har lagt al vores kærlighed i dem – vi håber I har lyst til at prøve dem af!